En kuffert blev hurtigt pakket, og kl 05.00 snakkede jeg med min fantastik familie hjemme i danmark hvor vi skypede så jeg fik også lidt af deres juleaften...
Det var nu alligevel hyggeligt at se dem på webcam, sidde med gaver ved juletræet, så savnede man alligevel lidt at være hjemme...
Ud i lufthavnen hvor jeg skulle have et fly til Chiang Rai, mødte rundrejsen ved det hvide tempel (Wat Rong Khun)
Arkitekten Mr. Chalermchai Kositpipat er 59 år gammel og har elever til at færdiggøre projektet for ham.
Han blev selv født på dette sted, og grunden hvor templet er, blev doneret af ejeren.
Mr. Chalermchai Kositpipat ville bygge et tempel helt i hvidt, som et tegn på Buddhas renhed og han ser templet som en gave til Buddha og Thailand.
Kun 30 % færdigt, der skal være 9 bygninger. Har indtil videre kostet 120 mio thb at bygge. Pengene er hovedsagligt kunstnerens egne, modtager max donationer på 10.000 thb.
Vi besøger ordinationshallen, som er mest færdig. Færdig udvendigt, maler stadig indvendigt. Går over bassin med hænder – symboliserer det jordiske liv imod helvede, man går over broen til himlen/paradis – Nirvana.
Videre til den gyldne trekant: hele området ca. 195.000 km2 og dækker både dele af Thailand, Laos og Burma. Har fået sit navn pga. opium og heroin handlen over grænserne.
Burma er verdens største opium producent. I den Gyldne trekants storhedstid, blev her produceret 4.000 tons pr. år. Der foregår stadig illegal handel over grænserne.
Her besøgte vi et opiums museum, det er godt nok vildt at opleve hvor stor en indflydelse det har haft heroppe, både i fortiden men også nu... Man får hele historien om hvordan det kom til Kina hvorfor det endte i Thailand, og hvor stor skade det har gjort, men også hvor meget bedre tingende er blevet.
I 1988 startede Kong Bhumibols mor, Doi Tung udviklingsprojekt for at forbedre livet for de folk der boede i Den Gyldne Trekant, ved at genplante skove og skifte opium ud med andre afgrøder og slutte deres afhængighed af opiums dyrkning, misbrug, prostitution og børnearbejde.
Ikke lang tid efter åbnede et andet projekt, der skulle uddanne folk i opiums historie, i håb om at det ville hjælpe med at styrke engagementet mod ulovlige stoffer – Hall of Opium
Mange thaier er dybt taknemmelige for Doi Tung projektet, da det i mange tilfælde hjalp især mænd ud af mange års misbrug. Opiums produktionen faldt hurtigt fra 200 tons til 40 tons årligt og det er i mange områder helt udryddet nu. Findes stadig i de yderste bjergstammer. Kong Bhumibol har videreført de forskellige projekter, efter hans mors død i 1995.
Videre ud i den gyldne trekant, hvor vi sejlede i ingenmandsland. Et sted hvor ingen hersker, 2 store casinoer bryder landskabet i både Laos og Burma, da det er forbudt at spille i Thailand.
Derfor tager Thailænderne herover for at spille.
Vi sejler tæt på Burma, ser casinoet, og sejler derefter tilbage for at gå i land i Laos.
Her møder vi en stor flok små børn som råber "5 bath, 5 bath" man skal ikke give dem penge, da de tigger fordi deres forældre har sendt dem, giver man dem penge kan man risikere at forældrene sender dem af sted i skoletiden for at tigge penge i stedet for at blive undervist.
I Laos, hvor vi går i land er der ikke meget at se, det er lavet for turister, og vi ser bare en masse små boder, hvor de sælger alt mellem himmel og jord, ikke noget videre spændende!
Det der gør mest ondt er at opleve hvordan de behandler dyr. De har hanekampe hvor man kaster knive efter hanerne, og det er et spil til døden, for dyret...
Da vi når enden af markede, ja så får Malene (den nye guide i Hua Hin) og jeg os noget af en forskrækkelse, her venter os nemlig en sød lille bjørn som bare er så psykisk syg, da den bliver holdt fanget i et lille bur, og bliver taget frem når der kommer turister, heldigvis ikke når der kommer danskere, for de ved vi ikke bryder os om sådan noget...
Men at se den lille bjørn stå og være helt afkræftet og have så lille et bur, det gjorde så ondt indeni, og så vide at der er turister der betaler penge for at fodre den og få taget billeder med den... Den tanke er ikke til at bære. Det var en ubehagelig oplevelse.
Efter Laos sejler vi tilbage til hotellet hvor vi lige har et par timer til at slappe af inden vi skal ud og spise...
En begivenhedsrig dag, hvor er jeg glad for at være tilbage, og jeg nyder hvert et sekundt og tager alle de indtryk med mig jeg kan... Nogle bedre end andre, men dagen i dag er gået fra det reneste i det hvide tempel til det grusomme opiums misbrug til tiggerbørn og dyr der holdes fanget...
