Indigofarvning tager mange års forberedelse. Teknikkerne brugt tidligere til at forberede farven har varieret meget fra sted til sted. Hver har deres hemmeligheder, som kun er gået i arv i familien. Naturlig indigo udvindes fra Indigoferi Tinctoria planten (bregnelignende). Det tager ca. 4 mdr. fra frøet er sat, til planten er klar til høst. Herefter bliver bladene mørkegrønne, hvilket indikerer god kvalitets farve. Massen udvindes herefter fra bladene. Planten skæres og bindes i små bundter. Bladene opløses i store lerpotter med vand og stilles til gæring. For at erhverve en god mængde masse fra de rådne blade, skæres de tidligt om morgenen, når de stadig er våde fra duggen, for at starte en hurtigere nedbrydelse af planten.
Efter 2 dage presses bundterne ud og kasseres. Samme process gentages. Herefter får vandet en dårlig lugt og en blålig farve. Den fremkomne olie blandes med det hvide ”lam” (det de spiser sammen med betelnød), hvilket får krukkens indhold til at skumme op, og lugten vil ændre sig. Bundfaldet i krukken kan bevares i flere år, dette kaldes for ”kram”. For at aktivere farven blander man den med vand, der løber igennem spande med aske for at opnå en forbindelse uden andre kemiske hjælpemidler og procedurer (det er det, som får farven til at binde til tøjet). Gæringsprocessen er nu igang – dette holdes i live flere år. Stopper gæringen er massen ”død” og ubrugelig.
Ude i det lille hus får vi demonstreret hvordan man farver et tørklæde. Vi fik også selv lov til at prøve, ikke at farve men at prøvet at lave de små tryk på et lille klæde. Oven på har de en lille butik hvor man kan købe alle de forskellige ting de farver, bukser, skjorter, viskestykker mm.
Det gode ved indigo farve er at det virkelig holder, og det kommer fra naturen. Hende der viste os rundt, havde et par bukser på der var over 4 år gamle.
Drypstensgrotten
Historien om grotten; For mange år siden levede der en ung, smuk prinsesse – ja faktisk var hun så smuk, så hun ikke længere stolede på mænd og deres dømmekraft og havde besluttet sig for aldrig at ville forelske sig i en mand. En dag, hvor prinsessen var ude at sejle skete der en frygtelig ulykke, der efterlod hende ensom og forladt på det åbne hav, da alle andre var flygtet fra skibet. Heldigvis kom en ung sømand prinsessen til redning. Prinsessen var dybt taknemmelig, og der gik da heller ikke mange dage før hun også var dybt forelsket. Ligeledes var han, men det unge par vidste jo begge, at deres kærlighed var forbudt. De besluttede sig derfor at flygte sammen. Da kongen finder ud af at hans eneste datter er stukket af med en sømand, sender han sine soldater afsted for at fange dem. Under flugten har prinsessen og sømanden gemt sig i en grotte, men da soldaterne nærmer sig, går sømanden ud for at aflede deres opmærksomhed. Prinsessen trygler ham om ikke at gå, men han forlader hende alligevel til sidst, med det løfte at han vil vende tilbage efter hende. Prinsessen venter dage og nætter og finder i tiden ud af, at hun er gravid. Hun venter så lang tid, at hun når at føde barnet, men efterfølgende dør både hende og barnet af sult og sorg over den tabte mand og far.
En virkelig smuk drypsten grotte, den er næsten lige blevet ordnet, med forskellige lys, så de mange drypsten virkelig kommer til sin ret. Men selvom der flere steder er lys, kan man ikke undvære en lommelygte, da underlaget er meget ujævn. Det er også mange små broer inde i grotten! For enden at den ca. 400 m lange grotte lige hvor man aner solens stråler udenfor står en smuk guld Buddah figur. Her viser vores lokal guide Nee hvordan man lovpriser Buddah figuren, både hvis man er mand og kvinde. Ligesom med det thailandske sprog er der forskel på om der er en mand eller kvinde der taler, sådan er det også når man tilbeder Buddha.
Det første øjet ser når vi kommer ud af grotten er majs marker, lige så langt man kan se. Men det er ikke majs som vi kender dem, eller i hvert fald ikke dem vi ville spise. Disse majs dyrkes som fodder til dyr. Men det står smukt og svejer i vinden.
Vi går en længere tur ned mod bussen, men landskabet er så smukt og der er så meget at opleve på vejen at man ikke lægge mærke til det. Flere sommerfugle kommer flyvende og man kan ikke andet end at nyde den smukke natur der er oppe nordpå.
Vi kører ud mod et vandfald hvor vi spiser vores medbragte frokost. Efter dette sætter vi kursen på en lidt anderledes måde videre mod en bjergstamme, nemlig med grissebiler.
Det første vi ser i landsbyen, er den lille skole hvor der går ca. 250 elever. Desværre har de ferie i øjeblikket, og derfor står skolen helt forladt. Men derfor kigger vi os nu omkring alligevel. Klasselokalerne er ikke som vi kender dem, de har et tag så hvis det regner kan de stadig have timer, en tavle og små stole og borde, men det er også alt. Det er ikke meget at gøre godt med, men vi befinder os også meget langt væk fra alt ting. Men alligevel vil forældrene i stammen gerne give deres børn en uddannelse.
Hmong er den senest tilkomne bjergstamme til Thailand, men er alligevel den næststørste med ca. 120.000. De fleste immigrerede allerede i 1950’erne og 1960’erne på flugt fra den lange borgerkrig i Laos. Thailands militær var som altid på vagt over for kommunisterne og anså Hmong for at være undergravende. Hmong forbindelser til det officielle Thailand er heraf stadig anspændt. Ironisk nok er hmong kendte for deres stærke uafhængighedstrang og, i Laos, for deres antikommunise. De var faktisk amerikanernes allierede under Vietnamkrigen.
Hmong er spredt ud i mange lande inkluderet Kina, Laos, Vietnam og Thailand. Bare i Thailand findes de i mange provinser som Chiang Mai, Chiang Rai, Phayao, Nan, Phrae, Mae Hong Son og Tak.
Hmong-folket var tidligere helt afhængige af opiumsdyrkning og trods myndighedernes store bestræbelser på at få dem til at dyrke nogle mere acceptable afgrøder, så er der endnu mange ulovlige marker langt inde i bjergene. Opium var ogås tidligere ret udbredt til eget brug, men Hmong-folket forbruger ikke længere så meget opium, til gengæld er amfetamin blevet mere populært.
Slægten bliver ført gennem faderen, og manden har da også højere status end kvinden. Polygami (flerkoneri) er en gammel tradition hos Hmong-folket, som dog har fået et lidt andet ’nyere’ udtryk i det, at de kun gifter sig med én, det er til gengæld velkendt, at de fleste mænd gerne har flere ”elskerinder”, som de evt. også får nogle børn med.
I familien er det hovedsageligt kvinderne der arbejder, både med at skaffe en lille indtægt via fx svin, ris eller majs, men samtidig står de også for de huslige pligter og børnene. De fleste i landsbyen er enten rimeligt gamle eller børn, da de unge mennesker er flyttet til byen i stedet. Mange af kvinderne, som har helt små børn, er også godt oppe i årene – de har ikke andet at gi’ sig til... Går for tidligt i seng ;-) ! En landsby som denne er stort set selvforsynende.
Vi går stille ned gennem byen og det første vi møder er en smuk men ældre kvinde, hun er omkring de 80 år. Hun har i andledningen af vi kommer taget deres gamle dragt på, den er virkelig flot udført. Før i tiden blev den brugt meget ofte, nu er det kun ved meget specielle lejligheder, som os ;-) Mens vi går og kigger i hendes hjem, sætter hun små kreative ting ud som vi kan købe, noget hun selv sidder og laver, små nøgleringe, tasker og bordløber.
Videre gennem byen oplever vi hvordan denne stamme bare nyder livet i det fri, langt væk fra motorveje og højhuse. Små babyer sidder og leger kun iført tshirt, og andre der fægter med grene.
Det er et liv for sig selv ude i bjergstammen, selvom de bliver mere moderne fx i form af; kabeltv, motorcykel, alkohol etc. Det lokale liv går altså mere og mere tabt, og det er ikke bare i denne bjergstammelandsby. Hovedskurken i dette er egentlig ikke turismen, men den større mangel på jord, flytning og manglende rettigheder til jord og thailandsk statsborgerskab. Thailands officielle politik overfor bjergstammerne har været dikteret af ønsket om at mindske svedjedyrkning og dyrkning af opium. Nogle af programmerne for erstatningsafgrøder, støttet af den thailandske regering, kongen, FN og udenlandske regeringer har været meget vellykkede. Som besøgende kan man dog opdage, at sådanne projekter ikke er nået ud til landsbyer mere fjernt fra alting.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar