søndag den 10. oktober 2010

Rundrejsen

Se rundrejsen HER

Dag 1-2
Vi forlader København om eftermiddagen og flyver østover til Bangkok, Thailands hovedstad, der er en af de mest spændende og levende metropoler i Østen. Bravo Tours’ danske rejseleder venter i lufthavnen, og vi kører direkte til vores flodhoteller. Efter lidt afslapning kan man shoppe i mekkaet af store shoppingcentre og markeder. Om aftenen er der velkomstmiddag med aftensejlads på Chao Praya-floden i hyggelige risjunker (ikke inkluderet, pris ca. kr. 350).

Dag 3
Dagen er til fri disposition. Tag fx med til Grand Palace med sejltur på Chao Praya-floden. Aktuelt udflugtsprogram udleveres ved ankomsten.

Dag 4
Dagen er til fri disposition - og til de sidste store oplevelser i Bangkok, inden vi midt på eftermiddagen tager fra hotellet til udkanten af China-town, hvor vi besøger Wat Trimitr med den store guld-buddha. Derfra tager vi til hovedbanegården, Hualampong, i hovedstadens hjerte. Banegården er en attraktion i sig selv, bygget i britisk stil i begyndelsen af 1900-tallet. Middag i nærheden af banegården. Med nattoget ruller vi stille gennem Bangkok, og nogle steder kører vi nærmest gennem stuen hos de familier, der ulovligt har opført deres små skure langs banen. Det bliver hurtigt mørkt i Thailand, og snart vugger toget gennem natten mod nord, og senere på aftenen bliver der redt op i sovevognen. Dette er en rigtig god måde at vide, at man er kommet til det virkelige Thailand og på vej mod eventyr.

Dag 5
Efter at toget meget tidligt om morgenen har anstrengt sig op i de højtliggende provinser, når vi frem til Denchai-stationen, hvor vi stiger om til vores bus. Vi kører til provinsbyen Phrae, hvor vi får en velfortjent morgenbuffet og gør klar til en dag fyldt med store oplevelser. Vi starter med at køre til en stor drypstensgrotte med udgang i junglen, hvorefter vi har en let vandring gennem skoven og markerne. I bjergområderne nord for byen findes bjergstamme-landsbyer, der ikke har været berørt af udenlandske eller thailandske besøgende. Vi tager ud til en Hmong-landsby, hvor vi i samarbejde med landsbyens beboere har arrangeret, at vi kan få et indblik i deres hverdag, traditioner og historie. Vi ser også landsbyens skole og på hverdage træffer vi børnene og skolelærerne. Vi får frokost ved et hyggeligt vandfald ved landsbyen. Om aftenen er der budt på helt speciel middag i Phrae.

Dag 6
Alle får udleveret en cykel, og vi bruger dagen til at opleve det lokale liv med håndværk, landbrug og tempel i en typisk nordthailandsk provinsby. Her gælder det ikke om at se Thailands største tempel, men om at møde mennesker, der bruger dette tempel, og munkene, der har det som deres hjem. På hverdage kan vi besøge en skole, hvor vi ser skolesamlingen, imens det thailandske flag hejses, og nationalmelodien spilles. Når man færdes på cykel, har vi tiden med os og kan standse og se de små ting. Det opdages også hurtigt, at thaierne om muligt smiler endnu mere, når de ser “faranger” på cykel, og små venlige tilråb skorter det ikke på. Dufte, lyde og livet i en stille provinsby i det hele taget kommer os i møde, og en dag fuld af opdagelser er garanteret. Om aftenen er der middag på hotellets terrasse med levende, akustisk musik.

Dag 7
Fra morgenstunden drager vi nordpå gennem bjergene og de nyplantede teaktræsskove. Uden for byen Phayo stopper vi kort ved et mindesmærke for en dansk kaptajn, der døde på dette sted i den thailandske konges tjeneste i 1902. Frokost på lokal restaurant ved den store indsø i Phayo og videre til den nordligste store by, Chiang Rai. På vejen igennem Chiang Rai besøger vi det imponerende Wat Rong Khun, bedre kendt som Det Hvide Tempel. Vi besøger Den Gyldne Trekant, hvor Thailand, Laos og Burma mødes. Her sejler vi på den mægtige Mekong-flod ved Laos’ grænse, og hvis myndighederne tillader det, går vi også i land i en lille laotisk landsby. I dette område fortælles historien om opiumsdyrkningen, der tidligere var en stor del af Den Gyldne Trekant i både Burma, Laos og Thailand. Vi spiser middag på en lokal restaurant.

Dag 8
Vi besøger lokale plantager og ser på lokallivet og rismarkerne i området uden for Chiang Rai. Vi besøger nogle af de smukke bjergbyer undervejs. Det er også i disse bjerge, Thailands bedste te dyrkes. Senere går vores tur videre ad floden med longtailbåde, der er elegante, smalle både med indbygget dieselmotor med en lang aksel som drivkraft. I bådene sejler vi gennem junglen og den smukke natur. Vi går i land for at besøge bønder, der dyrker nogle af Thailands bedste appelsiner. I nærheden besøger vi et tempel i bjergene. Vi når nu frem til vores enkle, men charmerende resort direkte ved floden. Om eftermiddagen er der tid til at nyde en kold øl eller vand på resortets hyggelige terrasse ned til floden. Vi skal bo i små bungalows og spise en god thaimiddag på resortet.

Dag 9
Efter morgenmaden kører vi mod Chiang Mai. Vi besøger en elefanttræningslejr og får demonstreret elefanternes træning og oplever deres imponerende færdigheder som arbejdselefanter. På elefantryg skal vi på en meget spændende elefanttrekking gennem junglen ved lejren.
Vi fortsætter med små, primitive bambusflåder på floden, hvor vi driver med strømmen kun hjulpet af bådsmanden, der styrer og stager for at holde os på ret kurs. Uden motorstøj glæder man sig ekstra over den storslåede jungle. Efter frokosten besøger vi en orkidéfarm for at se de mange smukke farver og former på disse flotte blomster.
Vi tjekker ind på hotel i Chiang Mai, og om aftenen er der traditionel nordthailandsk kantoke-middag med thaidans-underholdning. Senere på aftenen kan man besøge det store natmarked tæt ved hotellet.

Dag 10
Tidlig morgen besøg ved Doi Suthep-templet, der, som navnet angiver, ligger på et bjerg med udsigt over Chiang Mai. Vi har morgenbesøg på Chaing Mais store ferskvaremarked. Vi skal herefter opleve den kulinariske kunst at lave thaimad, og vi nyder derefter til frokost de spændende, nylavede retter. Eftermiddagen er til fri disposition og kan bruges til indkøb eller thaimassage på et af byens fine spa-faciliteter. Rejselederen giver ideer og gode tips til, hvordan man bedst får en fornøjelig eftermiddag. Om aftenen er der afslutningsmiddag for rundrejsen.

Dag 11
Vi flyver til Bangkok om formiddagen og kører videre til Hua Hins eller Koh Changs strandområder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar