Hans Marqvard Jensen
Protestantisk kirkegård i Chiang Mai, hvor han ligger. Monument på stedet, hvor han faldt. Hvert år den 14. oktober lægger det lokale politi og militær stadig kranse på stedet.
Født 3. april 1878 i Danmark. Han blev uddannet kontormand og arbejdede en kort med dette, men da han var i militæret, fandt man ud at, at har var en dygtig gymnast, fleuretfægter og taktiker. Han blev derfor i militæret og steg hurtigt i graderne. Den 8. oktober 1898 blev han udnævnt til sekundløjtnant og fik tjeneste ved 1. regiment.
Den 28. oktober 1900 blev han ansat som premierløjtnant i det siamesiske provinsgendarmeri og ankom til Bangkok senere samme år. Siam havde på det tidspunkt ingen rigtig hær, så derfor måtte de hverve styrker udefra, som fx fra Danmark, som faktisk var et af de mest indflydelsesrige lande i oprettelsen af den siamesiske hær. Rama V blev således i sine unge år sendt på militærskole i DK.
Hans Marqvard Jensen startede ud i Thailand som militærinstruktør, en post som han overtog fra en anden dansker; Kriger Lassens (død 28. oktober 1900), og Jensen blev forfremmet til Kaptajn.
(Næsten ikke fakta!) Denne styrke blev sat sammen med en anden, og det totale mandtal var nu på 270 mænd. Den 14. oktober 1902 om morgenen befandt de sig syd for Muang Phayao, og kaptajnen ville bryde tidligt op for at indtage dette område, som er besat af shanerne (fra Burma). Soldaterne skulle dog have tid til at spise, derfor tog Marqvard Jensen en lille styrke på 23 soldater og marcherede i forvejen. På en skovsti lidt syd for Muang Phayao kom det til kamp mellem shanerne og Marqvards soldater. Hans Marqvard Jensen og hans premierløjtnant stod bag et træ og dirigerede styrkerne, da han bliver ramt af 3 skud i brystet: ”Jeg dør, I må gå tilbage...” Soldaterne forlod ham og kampen, men vendte tilbage dagen efter, hvor de fandt liget hårdt mishandlet af shanerne. Nogle beretninger går på, at hoved, hænder osv. var afhugget. En anden på at heltens hjerte og nyrer var skåret ud, i den tro at man ved at spise disse legemsdele skulle komme i besiddelse af den faldnes mod og evner. Hans Marqvard Jensen var kun 24 år gammel ved hans død i 1902.
Hans Marqvard Jensen lig blev bragt hertil og begravet under militær æresbevisning. På obelisken står der et diplomatisk udtryk; nemlig at han var blevet dræbt af ’dacoits’ – røvere, da shanoprøret skulle negligeres mest muligt, skulle altså ikke vække for meget opsigt.
Marqvards død vakte stor bestyrtelse i Bangkok, som herefter sendte flere soldater afsted (til Lampang) for at nedkæmpe shanernes oprør. Den daværende Kong Rama V blev så rørt over Marqvard Jensens heltemod og død, at han tilkendte Marqvards mor en livslang pension i form af guld indtil hendes død i 1938.
Videre mod kaffe stop, hvor vi fik lidt at drikke, her var mine kramper blevet værre og jeg må indrømme at jeg allermest havde lyst til at ligge mig til at dø. Bed smerterne i mig, da jeg ikke havde lyst til at gå glip af rundrejsen.
Vi ankom til det hidtil smukkeste tempel jeg nogle sinde har set, det hvide tempel
Vi besøger ordinationshallen, som er mest færdig. Færdig udefra. Maler stadig væggene indvendig. Går over ”bassin” med hænder – symboliserer det jordiske liv aka helvede, man går over broen til himlen/paradis – nirvana.
Kun 30% færdigt! Der skal være 9 bygninger i det hele. Det har indtil videre kostet 120 mio. bath at bygge. Pengene er hovedsageligt kunstnerens/arkitektens egne – han modtager max donationer på 10.000 bath. Normalt, hvis folk donerer mange penge til templet, sættes der bronzeplader i væggen omkring templet med donerens navn på.
Arkitekten blev født på dette sted. Grunden doneret af dennes ejer.
Templet bygges til Kong Bhumibol – Rama IX.
Arkitekten er nu 59 år gammel – har elever til at færdiggøre projektet for sig.
Den hvide farve: Symbol på Buddhas visdom og renhed.
Ifølge buddhismen og thai-tid befinder vi os i vores år 2008 i år 2552.
For at andre også skulle kunne opnå Buddhas indsigt, nedskriver han 227 leveregler, og hans livsopgave bliver at sprede buddhismen rundt i verden. I år 543 fvt. dør Buddha som 80-årig, og det er her den thailandske kalender starter.
Efter vi havde været derinde, var der intet at gøre, jeg havde det så dårligt og måtte på hospitalet. Et lille lokalt sygehus i Chiang Rai. Nee gik med ind for at forklare hvad lægerne igår i Phrae havde sagt, og blev straks lagt ind på skadestuen. Her kom en læge og undersøgte mig, efter flere prøver og undersøgelser måtte han erkende at der nok var tale om en betændelse i min blindtarm og mente at efter mine smerter var tiltagende, at jeg skulle have en operation med det samme. Men stresset og ked af det gik jeg ud og ringede til martin og fortalte hvordan hele situratuinen var og spurgte hvad jeg skulle gøre, han sagde at jeg bare skulle med det første fly til Bangkok, og ind på det hospital der hedder BNH.
Men lægerne forstod ikke hvad jeg sagde, jeg forstod ikke dem, og ringede til sidst til Nee og fik hende til at forklare hvordan det hele var, derefter blev jeg udskrevet, måtte smide små 1400 bath. Nee havde bedt dem sørge for jeg kom til lufthavnen hurtigts muligt, og de gjorde de. Ud i ambulancen og afsted med mig med fuld udrykning. Det har jeg sku aldrig prøvet før, og må indrømme, håber jeg heller ikke jeg kommer til igen.
Ude i lufthavnen løb jeg ind, 10 min til flyet skulle flyve, men alle skranker var lukket, heldigvis var der et fly en time senere, så det tog jeg. Afgang 15.25 med ca. ankomst i Bangkok 16.35, og ja vi landede og jeg har aldrig følt det mere ubehagelig at flyve, de eneste jeg kunne tænke var at min blindtarm var ved at springe… Bare ikke den fedeste oplevelse når man har været i Bangkok i lidt over en uge.
I Bangkok fandt jeg hurtigt en taxa, havde da bare lige glemt at kl 17 en fredag i Bangkok er = med meget meget meget sindssyg trafik, så det tog os over 2 timer at kommer igennem og ud til hospitalet. Meget fortabt og med voldsomme smerter kom jeg ind på sygehuset, prøve at smile mens jeg afleverede mine papire ved skranken. Efter små 5 min kom de og hentede mig, men der havde det bare tager overhånd og jeg var lige ved at besvime af smerter og det ikke rigtig at have spist i næsten 1 døgn.
5 timer på skadestuen, og en masse undersøgelser, viste at det der først var antaget med blindtarmsbetændelse nok ikke helt var rigtigt. I hvert fald viste mine CT Scanninger, som for resten var noget af de ledeste jeg har prøvet i mit liv, nok fordi man skal have noget væske igennem droppet, så bliver skudt ind med lynets hast, bare gør F…… ondt, og så stiger en kropstempratur til 1000 grader samtidlig med du får en klam metal smag i munden, det kan umuligt være sundt. Nå men den viste altså at der var 2 små sten ved min nyre i venstre side, en på 2 mm og en på 3 mm. Det er egentlig også slemt nok i sig selv. For det gør rimelig ondt sådan noget, men det der gjorde lægerne mest bekymret udover at de ikke passerede mit system af sig selv, var egentlig at jeg havde ekstremt mange smerter i min højre side, lige der hvor blindtarmen sidder.
Indlagt blev jeg, og får at blive det, skal man lige vælge hvilen standard værelse man vil have. For her betaler man jo selv. Valgte det billigeste, da jeg ikke er sikker på at forsikringen vil synes om at betale det dobbelte for et værelse til lille mig. Kl ca 1.00 om natte blev jeg så kørt op på værelset, og hvilket syn der mødte mig, selvom jeg ikke havde mange kræfter tilbage, må jeg indrømme mit kamera lige fik en tur rundt i værelset.
Billederne taler vist for sig selv, ikke dansk standard.
Værelset
Badeværelse, med alt hvad der skal bruges når man bliver indlagt
Udsigten fra værelset på 6. etage
Ingen kommentarer:
Send en kommentar